Advent & Jul

Kirkeåret begynder med adventstiden på fire uger, som forbereder Jesu Kristi fødsel, der fejres den 25. december.

Med askeonsdag indledes fastetiden, der er seks ugers forberedelse til festen for Herrens lidelse, død og opstandelse påskedag. Fyrre dage senere fejres Kristi Himmelfart og ti dage herefter ihukommes Helligåndens komme til jorden Pinsedag.

De 'almindelige' søndage regnes fra juletidens afslutning (med 'Herrens dåb') indtil fastetiden og fortsætter efter pinsedag indtil Krist Konges Fest, som afslutter kirkeåret på den sidste søndag før 1. søndag i advent.

Spredt ud over hele året er de andre fester og mindedage for vigtige begivenheder i frelseshistorien. Kirkeåret afspejler således Kristi liv på jorden og de efterfølgende frelseshistoriske begivenheder.

Hvad er faste?

Askeonsdag den 13. februar og langfredag den 29. marts 2013, som indleder og afslutter fastetiden, er både abstinens- og fastedage til minde om Herrens egen faste, lidelse og død. Disse to dage er forpligtende faste- og abstinensdage.

At faste betyder, at man højst spiser ét fuldt, men enkelt måltid om dagen og lader de øvrige måltider være et minimum, hvis ikke man helt undlader dem. I hele fastetiden bør man bestræbe sig på at samle sig mere om alt, der kan fremme ens trosliv, og mere ihærdigt at øve kærlighedens gerninger

Vi fejre fastelavn søndag den 10. februar, og derefter begynder forberedelserne til påske. Askeonsdag er en dag, hvor vi bliver mindet om, at vi er mennesker, sårbare og små. Vi er mennesker af støv og aske, men vi er også Guds børn. Hvor ofte må vi sande, at vi bliver kastet rundt i livet. Hvad er det vi vælger? Er vi mennesker, der holder fast ved det jordiske eller er vi "made in heaven?" Vælger vi at gøre det gode, eller går vi over, hvor gærdet er lavest og havner dermed ofte i en ond cirkel? Læs mere

Hvad er påske?

Påsken er den vigtigste kristne højtid. Den har den længste forberedelse (fasten), den fejres over den længste periode (frem til pinsedag), og den har den rigeste liturgi. Det skyldes simpelthen, at påskemysteriet, altså Jesu Kristi lidelse, død på korset for menneskenes skyld og hans opstandelse på tredjedagen, er kristendommens kerne. Uden påskemysterium, ingen kristendom.

For så vidt fejres påskemysteriet hver eneste søndag, ja ved hver eneste messe. I påskens liturgi udfoldes påskemysteriets enkelte etaper så at sige, og vi drages på særlig intensiv måde ind i liturgiens sakramentale, aktualiserende "nu". Derfor har påskeliturgien en speciel historisk karakter: Vi følger Jesus skridt for skridt fra indtoget i Jerusalem (palmesøndag), over den sidste nadver (skærtorsdag) og korsfæstelsen på Golgata (langfredag) til opstandelsen påskemorgen (påskevigilien og påskedag). Påsken er kirkeårets højdepunkt, hvor liturgien udfolder hele sin rigdom af symboler og taler til alle sanser. Derfor bør man ikke nøjes med en enkelt del, men prioritere deltagelsen i hele påskens liturgi over den tummel af selskabelighed og forårstravlhed, der ofte trænger sig på fra det omgivende samfund. Mange steder er der i påsken bodsandagter og særlig rigelig lejlighed til skriftemål, en mulighed for personlig omvendelse som ingen bør lade gå fra sig.. Læs mere

Hvad er Kristi Himmelfart?

Fyrre dage efter påske fejres Kristi Himmelfart som en åbenbaring af den opstandnes herlighed, men ikke kun det. Kristi opstandelse er også vor opstandelse, og hans himmelfart åbenbarer, "til hvilket håb han kaldte jer, hvor rig på herlighed hans arv til de hellige er og hvor overvældende stor hans magt er hos os, der tror i kraft af hans mægtige styrke." (Fil 1,18-19).

Kristi himmelfart er altså lige som resten af påsken både fortid, nutid og fremtid, både ihukommelse af påskemysteriets fylde, fejring af den opstandnes kraft i os nu og her og håbet om den definitive frelse, når Han kommer igen i herlighed.

Hvad er Pinsen?

Med pinsen, halvtreds dage efter påskedag, slutter påsketiden, men det er et punktum, der samtidig markerer en ny begyndelse. Ligesom begyndelsen på Kristi prædiken bar Åndens præg ("Herrens Ånd er over mig", Luk 4,18), begynder også Kirkens forkyndelse af det glade budskab med Helligåndens udgydelse. Helligåndens komme ledsages af vinden og flammerne, der er symbol på liv, renselse og oplysning, og med apostlenes prædiken på alle tungemål understreges på ny den universelle Kirke, der, skønt den er mangfoldig, dog er ét legeme i Kristus. For Ånden "deler ud til hver enkelt, som den selv vil" (1 Kor 12,11), men "det, som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn" (1 Kor 12,8).

Pinse er påskens fuldendelse, men det er også Helligåndens fest, hvor Kirken og den enkelte kristne på ny bliver sig bevidst at have modtaget Helligånden som gave. For ved dåben bliver vore legemer Helligåndens tempel (1 Kor 6,19), ved Helligånden er Guds kærlighed udgydt i vore hjerter (Rom 5,5), og Helligånden vidner om, at vi er Guds børn og Kristi medarvinger (Rom 8,16-17). Måske findes der ikke noget skønnere udtryk for den kristne bevidsthed om at stå som modtageren af Guds uforskyldte gave end den tillidsfulde pinsehymne "Veni, Sancte Spiritus" ("Kom, Helligånd").

Bragt med tilladelse af  katolsk.dk